Jeg har brugt mine første år inden skolestart hos mine bedsteforældre på deres skønne landsted i smukke omgivelsker på vestsjælland. Der var marker, enge, skov, jordveje, grønsager, æsler, rideskole, hunde, katte og en masse frihed til bare at vokse som barn. Dagen blev målt på, hvor beskidt jeg kunne blive, inden det var tid til karbadet – jeg kan meddele, at de fleste dage var helt i top.

Skolen var uundgåelig, så jeg måtte slippe mit frie elskede liv ud med rammer, sidde på en stol, sige Hr. og Fru. til mine lærere – og ikke se og være tæt på mine bedsteforældre. Det var en sorg og et kæmpe savn. Jeg husker det meste af min indskoling som en tåge.

Jeg viste det ikke den gang, men jeg kunne mærke mit hjerte, høre min indre stemme og stole på min intuition, jeg troede, at det var normalt for alle. Skolen påvirkede mit kompas kraftigt, alligevel formåede jeg at følge den stemme ,jeg hørte indeni når det var muligt. Efter folkeskolen, 3 år på handelsskolen og 6 1/2 år med rejser i verden, stod jeg i 1998 ved endu en port i mit liv og skulle vælge, for jeg ikke have lyst til at rejse mere. Det var tid at tage ansvar for mig selv, min fremtid og det der fyldte i mig – samt vælge min vej i livet 26 år gammel.

Det var som om, at jeg blev ført afsted og fik afsluttet det jeg havde gang i. I starten af 1999 begyndte jeg på en 3 årige kropsterapeutiske uddannelse. Jeg blev hele tiden ført og opnåede ting og situationer, jeg aldrig havde drømt om. Det var som om, der var meningen med det, der skete.